af Karen MacLean

(Forældre og Fødsel's temanummer om "i favn børn", oktober 2001. Artiklen bringes her med tilladelse af forfatteren.)

De fleste forældre har hørt om eller har stiftet nærmere bekendtskab med begrebet kænguru-pleje, enten fordi de selv har et for tidligt født barn, eller (fordi de) kender nogen som har det. De færreste har dog skænket det en tanke, at det som er så godt for børn, der er født for tidligt, kunne være ikke blot godt men essentielt (også?) for børn, som er født til tiden. Menneskebørn fødes jo egentlig 'for tidligt' for så at sige på grund af vores store hoveder; langt de fleste dyrebørn og i særdeleshed vores nære slægtninge blandt menneskeaberne, fødes med større færdigheder. Ikke at det nyfødte menneske ikke har sine egne kompetencer, for det har det, men disse sigter til og udvikles bedst i nært samspil med dets forældres fysiske nærhed.

To graviditeter

Den amerikanske børnelæge og medstifter af attachment parenting bevægelsen, William Sears, foreslår, at man tænker sig, at menneskebarnet har to ni måneder lange graviditeter; én hvor det bæres inden i morens krop, og én hvor det bæres udenpå morens - eller farens - krop. Spædbarnet har nemlig et intenst behov for tæt fysisk kontakt i så stor udstrækning som muligt for at udvikle sig optimalt både fysisk, følelsesmæssigt og intellektuelt/kognitivt. At behovet for nær fysisk kontakt er et ægte behov på linie med sult og tørst bekræftes både af videnskabelig forskning, og af antropologiske undersøgelser.

99.9% af menneskeheden er eller har været i favn børn

Det viser sig nemlig, at børn i ikke-industrialiserede samfund bæres langt mere end i vores samfund; børn som ikke kan kravle bæres over 50% af tiden i kulturer, hvor de lever af at jage og samle ind, og selv tumlinger bæres meget. Dette er vigtigt at vide, fordi industrialiseringen (og nutidens måde at behandle og opdrage børn på) kun har eksisteret i 200 år; altså er det højst sandsynligt normen snarere end undtagelsen i menneskets lange udviklingshistorie, at børn er blevet båret i arme, slynger eller sjaler. Det er en integreret del af den nyfødtes kontinuum - altså de forventninger barnet har til det miljø det fødes ind i og skal til at leve i og udforske - at tilbringe mange (hvis ikke alle) døgnets timer i tæt kontakt med en voksen krop.

Rolige, glade børn

Forskning i spædbarnets fysik og udvikling i løbet af de sidste 20 år har afsløret et flerdimensionalt billede af betydningen af den nære fysiske kontakt. Rent overfladisk betragtet viser undersøgelser, at børn, der bæres på kroppen i slynge eller favn, simpelthen græder mindre. Én undersøgelse inddrog 99 mødre og deres spædbørn, hvoraf 49 fik udleveret slynger og blev bedt om at bære deres børn mindst tre timer om dagen i otte uger. Det viste sig at disse børn græd 43% mindre end kontrol gruppen; dvs. børnene i kontrol gruppen græd i snit en time mere hver dag! I favn børnene græd også 51% mindre om natten. Endvidere spiste disse børn oftere (men ikke i længere tid), og var rolige og årvågne i længere tid end kontrol gruppen. Ikke blot er gråd en stor stress faktor for spædbørn (børn der græder har forhøjede niveauer af stress hormoner i blodet), men indlæringen er også optimal, når et barn er i det rolige, årvågne hjørne. Det siger sig selv, at mindre stress og mere indlæringstid er vigtige for det lille barn, som har så meget at lære og en stejlere indlæringskurve end på noget andet tidspunkt i sit liv. Den positive effekt af den nære kontakt begrænser sig dog ikke til den spæde tid. Børn, der bæres meget, er mere selvstændige og udadvendte i sammenligning med børn, der tvinges til for tidlig afstand.

Amning og i favn børn

Men hvis man kigger på de fysiologiske effekter af nær fysisk kontakt, tegner der sig et mere indviklet og interessant billede. Menneskebarnets hjerne er kun 25% udviklet ved fødslen sammenlignet med 60 til 90% hos andre nyfødte dyrearter, og ingen af spædbarnets kropssystemer er færdig udviklede ved fødslen. Der er mange faktorer, der har indflydelse på barnets udvikling i den "anden" graviditet og efterfølgende, og det er ikke alle, som forskerne forstår lige godt. Én vigtig faktor er dog brystmælken, som jo er udviklet i samspil med menneskets egen udvikling og derfor er den optimale føde, ikke mindst for hjernen og immunforsvaret. Vi ved fra mælkens sammensætning af protein, fedt og sukker, at den er beregnet til hurtig fordøjelse, og derfor er det vigtigt for små børn at amme ofte. Børn i kængurupleje - både for tidligt fødte og børn der er født til tiden - har mere stabile og sundere sukkerniveauer i blodet og opretholder bedre deres kropstemperatur, sandsynligvis både fordi de forbruger mindre energi, men også fordi de ammer oftere eller snarere, præcis når de har brug for det.

Hjerte og vejrtrækning

En anden uundværlig faktor for det lille barns optimale udvikling er længerevarende, tæt kropskontakt med en voksen. Vejrtrækning, hjertefrekvens og fordøjelse er umodne systemer som er afhængige af ekstern regulering fra et voksent kropssystem. Det ses tydeligt i søvnforskning, hvor det viser sig at barnets hjerteslag og vejrtrækning reguleres af moderens. Der er endda nogen forskere, der mener, at en del tilfælde af vuggedød (SIDS) tildels kan forebygges ved, at forældre og barn sover sammen (hvis ikke i samme seng så dog tæt på hinanden). Vi kender endnu ikke alle mekanismerne, hvorved barnets systemer reguleres udefra, men det siger sig selv, at får barnet hjælp fra en voksen fysiologi/krop, så bruger det selv mindre energi på sagen, og der er endvidere mindre risiko for, at noget går galt. Hjerte og vejrtrækning

En anden uundværlig faktor for det lille barns optimale udvikling er længerevarende, tæt kropskontakt med en voksen. Vejrtrækning, hjertefrekvens og fordøjelse er umodne systemer som er afhængige af ekstern regulering fra et voksent kropssystem. Det ses tydeligt i søvnforskning, hvor det viser sig at barnets hjerteslag og vejrtrækning reguleres af moderens. Der er endda nogen forskere, der mener, at en del tilfælde af vuggedød (SIDS) tildels kan forebygges ved, at forældre og barn sover sammen (hvis ikke i samme seng så dog tæt på hinanden). Vi kender endnu ikke alle mekanismerne, hvorved barnets systemer reguleres udefra, men det siger sig selv, at får barnet hjælp fra en voksen fysiologi/krop, så bruger det selv mindre energi på sagen, og der er endvidere mindre risiko for, at noget går galt.

Oxytocins mangfoldige roller

Én af disse reguleringsmekanismer er ved at få mere opmærksomhed fra forskernes side, og det er hormonet oxytocin. Oxytocin kendes primært for sin effekt på livmoderen under fødselen og brysterne under amningen - den forårsager de sammentrækninger, der driver barn og mælk ud. Men oxytocin kan meget meget mere; det virker beroligende, befordrer fordøjelsen og det gør os mere sociale. Oxytocin stimuleres først og fremmest af barnets sutning; når barnet lægges til, går der ikke lang tid inden oxytocin frigøres både i moderens og i barnets krop. Der er mange kvinder, der bemærker, hvor vidunderlig roligt det er at amme - især om natten når man er alene - og hvor meget de nyder deres barn lige i amningsmomentet. Det er oxytocinen der taler! Men oxytocin stimuleres også af berøring, f.eks. et let strøg med hånden, men i særdeleshed ved frontal kontakt - altså den kontakt forældre og barn har ved kængurupleje, eller når man bærer barnet i slynge.

Effekten af oxytocin forklarer således, hvorfor i favn børn græder mindre og er mindre stressende, det er simpelthen et antistress hormon. Men det hjælper også barnets fordøjelse, hvilket turde være opmuntrende for forældre med kolikbørn; det er bare om at få barnet op i slyngen med det samme! Oxytocinet styrker også immunforsvaret og kombinationen af ro og god fordøjelse styrker barnets vækst. Endelig har oxytocin så den mirakuløse effekt, at det gør os mere udadvendte, nysgerrige og modtagelige for social kontakt. Derfor er det selvfølgelig rigtig godt for båndet mellem barn og forældre, at der er så megen kropskontakt som muligt. Og effekten går begge veje, for det er ikke kun barnet, der får mere oxytocin - det er også den voksne. Man kommer til at spekulere på, om en af grundene til, at hjemmegående kommer til at føle sig ensomme, er, at al den oxytocin gør dem så meget mere sociale . . .

Bevægelse

Den sidste fordel, som skal nævnes her, er bevægelsen, når man går frem og tilbage i sin daglige dont med barnet i favn, og det er der flere grunde til. For det første er bevægelse - både den forårsaget af gang men også af vejrtrækning og hjerteslag - med til at stimulere udviklingen af balancecentret i det indre øre. Forskning viser at stimulering af balancecentret hjælper på vejrtrækning og på vækst, især hos for tidligt fødte børn; børn som blev lagt på særlige, vuggende senge voksede bedre og havde færre apnø episoder (hvor de holder op med at trække vejret), dvs. at der var potentielt mindre risiko for vuggedød.

Men hjernens udvikling har i det hele taget godt af bevægelse, for den alsidige stimulering af alle sanser fungerer som en slags "hjerne føde", som øger hjernens modning på det neurale plan - altså nerverne. En lille anekdote kan gøre dette begribeligt. En fysioterapeut, fortalte engang, at hun under sin uddannelse havde set billeder af, hvordan hjernens celler blev badet i næringsrigt blod, når kroppen var i bevægelse. Hun sagde, at når hendes børn smed med maden og klatrede op i sofaen, så forestillede hun sig altid, hvordan deres små hjerneceller fik ekstra føde for hver bevægelse. Sammenlign nu barnet, der ligger stille i sin seng og årvågent titter op mod verden og barnet, der sidder i slyngen hos mor eller far og følger med i den daglige dont. Det ene barns sanser får næsten ingen stimulering, og hjernens centre heller ikke nogen ekstra næring. Det andet barns sanser stimulere og dets hjerne bades i blod, og når det har fået nok, sover det stille ind og bruger luren til at bearbejde alle de dejlige sanseindtryk, det har fået.

Skulle i favn barnet alligevel blive overstimuleret eller anspændt, hjælper den bærendes bevægelser det med at komme af med den ekstra energi, for mens det bæres, afledes og spredes den overskydende energi af den voksnes gang, samtaler, latter og interaktioner med barnet.